Retningslinjer for anmeldelser i Filosofiske Anmeldelser
Indholdsmæssige retningslinjer:
Giv anmeldelsen en titel der ikke er identisk med bogtitlen, men som er rammende for indholdet i anmeldelsen.
Anmeldelsen indledes med forfatter, oversætter (det er vigtigt, hvis bogen er oversat), titel, forlag og år, antal sider og pris. Herefter anføres anmelderens navn samt en kort baggrundsbeskrivelse (ansættelsessted/uddannelsessted) på højest tre linjer. (Brug eventuelt den vedhæftede skabelon)
Anmeldelsen skal først og fremmest præsentere den bog, som anmeldes, dens emne og sigte. Hvis den er henvendt til særlige grupper (skolebrug fx) skal dette fremgå, gerne i begyndelsen.
Anmeldelsen bør give en oversigt over bogen (hvor mange kapitler, hvad er overskrifterne for disse etc.) og den bør i et vist omfang referere hovedpointerne.
Anmeldelsen kan godt, men skal ikke gå ind i en drøftelse af bogens filosofiske indhold. Den kan, men skal ikke pege på eventuelle svagheder i argumentationen.
Anmeldelsen må gerne indeholde et kritisk og eventuelt subjektivt afsnit, men anmelderne bør være klar over, at det er begrænset, hvor omfattende en kritik anmeldelser som genre kan bære.
Anmeldelsen kan eventuelt drage sammenligninger med andre udgivelser om samme emne.
Anmeldelserne henvender sig til et bredt publikum, også selvom bogen måske er lidt ”snæver”.
En anmeldelse kan være fra en til fem sider. I sjældne tilfælde mere. Dobbeltanmeldelse af to sammenhængende værker må være op til otte sider.
Sproglige retningslinjer:
Sæt gerne grammatisk komma.
Undgå som udgangspunkt forkortelser. En undtagelse for denne regel er sidetalshenvisninger, der forkortes ”s.”.
Tallene 1-10 skrives med bogstaver. Tal der er højere end ti kan skrives som bogstaver, hvis de nævnes i sammenhæng med lavere tal. Undtaget for denne regel er sidetalshenvisninger, der alle skrives som tal uanset størrelse.
Bogtitler skrives med kursiv.
Titler på kapitler kursiveres ikke, men sættes i citationstegn.
Brug ikke fodnoter. Indsæt i stedet henvisninger i teksten - eventuelt i parentes. List eventuel litteratur efter selve anmeldelsen.
Som udgangspunkt er anmelderen selv ansvarlig for korrekturlæsningen. Læs derfor grundig korrektur og få eventuelt en anden til at læse anmeldelsen igennem.
Deadline og indsendelse af den færdige anmeldelse:
Deadline for en anmeldelse er to måneder fra den dato, bogen er anmelderen i hænde. Ved dobbeltanmeldelser er tidsfristen fire måneder. Anmelderen kan indlemme anmeldereksemplaret i sin private bogsamling.
Den færdige anmeldelse skal sendes til Filosofiske Anmeldelsers redaktion. Hvis det skønnes nødvendigt – kan anmelderen blive bedt om ændringer af forskellig art.
Konktakt:
Anmelderen er til enhver tid velkommen til at kontakte redaktionen ved at sende en mail til filosofiskeanmeldelser@filosofiskselskab.dk